dvs at der vil være mindre fokus på såkaldt ‛rigtige’ / ’forkerte’ interventioner og mere på en forståelse af, hvordan en given intervention virker i den terapeutiske proces; hvordan den indvirker på patienten og på relationen mellem patienten og terapeuten.

Jeg lægger vægt på i supervisionen at inddrage supervisandens egne følelsesmæssige reaktioner og indtryk under en psykoterapeutisk konsultation ud fra den tankegang, at terapeutens (supervisandens) egne følelsesmæssige reaktioner (f.eks, tristhed, irritation, kedsomhed) kan være en nøgle til forståelsen af, hvad der foregår i patienten.  Det drejer sig om at forstå de kliniske begreber overføring og modoverføring, som bliver ‛levende’ i den terapeutiske proces – og dermed i supervisionsprocessen.

Jeg superviserer på baggrund af supervisandens medbragte materiale, som kan være procesnoter, dvs supervisandens verbatim af terapisessioner, eller/og audio- eller videooptagelser af terapisessionen.  De to former for materiale har forskellige fordele.  Audio- eller videooptagelser har den fordel, at de er direkte gengivelser af en terapisession, hvor man kan høre både patient og terapeuts præcise ordlyd, pauser, betoning af ord etc. , og ved videooptagelsen også kropssproget. En skriftlig gengivelse af en terapisession vil være præget af supervisandens måde at huske konsultationen på og dermed også af et vist personligt indtryk, hvor også supervisandens egne følelsesmæssige reaktioner noteres. Det har den fordel, at supervisanden allerede ved nedskrivningen foretager en form for bearbejdning af materialet. Vedkommende hører måske først rigtigt, hvad der bliver sagt under nedskrivningen, og det bliver en måde både at lytte til sig selv og patienten på.

Hvilken form for supervisionsmateriale, der prioriteres, aftales med supervisanden, hvor der også kan tages hensyn til eventuelle krav i forb.m. igangværende efteruddanelse.